Intense smage som 'bacon', 'trøffel' og 'ost' - som øjeblikkeligt gør veganske retter mere smagfulde - er hemmeligheden bag Frank Lantz' prisbelønnede serie af bouilloner og granulater ved navn Uhhmami. I udviklingen af produktserien var den danske kok dybt inspireret af det klassiske gourmetkøkken, hvor bouillon har givet smag i årtier.
"Jeg har udviklet Uhhmami-serien for at gøre det til en nem og smagfuld oplevelse at spise en plantebaseret kost. Tilberedning af veganske og vegetariske retter involverer ofte en masse tidskrævende trin, der skal forbedre og berige smagen, såsom at fermentere eller grille grøntsager. Uhhmami-granulatet er en umami-bombe, som øjeblikkeligt tilfører den intense, dybe og fyldige smag, som mange efterspørger, når de laver grønne hverdagsmåltider," forklarer Frank Lantz, som er uddannet kok og har været køkkenentreprenør i årtier.
Smagen sejrede
Frank Lantz har på glimrende vis udnyttet et hul i markedet i både foodservice- og detailsektoren, men især i udlandet, hvor plantebaseret kost hurtigt vinder større indpas end i Danmark, forklarer Pernille Bundgård, international markedsdirektør for Organic Denmark, som arbejder for at sikre succes for Danmarks økologiske eksportsatsninger:
"Der er mange grunde til, at Uhhmami vandt dette års pris. Der findes allerede forskellige smagsforstærkere og bouilloner på markedet, så produkttypen er velkendt, men hvad angår kvalitet og smag, er Uhhmami i en liga for sig selv. Flere af de store udenlandske kæder var lidt skeptiske i starten, men da de smagte produkterne, blev de slået omkuld. Og ud over smagen udmærker Uhhmami sig ved at være nøje gennemtænkt i alle aspekter. Granulatet udstråler håndværksmæssig kvalitet, det er nemt at bruge, og emballagen er elegant designet og findes i størrelser, der opfylder behovene i både detail- og foodservicesektoren. Det er stort, at en dansker vinder denne pris," konkluderer Pernille Bundgård, som i sin karriere som eksportchef kun én gang tidligere har oplevet, at en dansk virksomhed er blevet hyldet for at stå bag det bedste nye økologiske produkt. Det var i 2018, da Copenhagen Sparkling Tea vandt den prestigefyldte pris.
Dansk innovation er et hit i udlandet
Ifølge Pernille Bundgård er det på grund af en unik, innovativ og samtidig kompromisløs tilgang til kvalitet og evnen til at spotte nye trends, at danske iværksættere som Frank Lantz imponerer internationale aktører, hvor Uhhmami allerede har tiltrukket sig langt mere opmærksomhed end i Danmark:
"Trenden med plantebaseret kost er tydeligvis meget stærkere i udlandet, f.eks. i Tyskland, som har en stor appetit på vores produkter. Vi har altid troet på, at Uhhmami kan udfylde et hul både i Danmark og i udlandet, og at vi skal være kompromisløse med hensyn til kvalitet, ingredienser og smag. Men jeg er virkelig overrasket og stolt over, at vores produkter er blevet så godt modtaget, og at de har slået tusindvis af nye produkter fra hele verden," siger Frank Lantz, som lancerede sin Uhhmami-serie sidste år.
Vegansk oksekød, blåskimmelost og bacon
Uhhmami modtog BioFachs “Best New Product Award 2026" for sin serie Uhhmami - BACON'ish, BEEF'ish, BLUE CHEESE'ish, CHEESE'ish, CHICKEN'ish, OCEAN'ish, TRUFFLE'ish og VEGETABLES. BioFach er den største økologiske messe i verden, og det særlige ved prisen er, at vinderen vælges af de 35.000 besøgende fra 135 lande. Der var 2.765 udstillere på BioFach 2026, hvor danske Uhhmami tog prisen hjem.



